Brugere og borgere giver input til KY

Seks borgere og seks sagsbehandlere var for nylig inviteret til at teste første delleverance af Kommunernes Ydelsessystem. Her kan du få et indblik i deres umiddelbare vurdering af løsningen.

I 2019 kan landets 98 kommuner se frem til et nyt fagsystem, Kommunernes Ydelsessystem (KY). Kommunernes sagsbehandlere skal i fremtiden anvende KY til at sagsbehandle borgernes sager og udbetale ydelser inden for kontanthjælpsområdet. KY kommer, ud over fagsystemet, til at bestå af en selvbetjeningsløsning, som borgerne kan bruge til at søge om økonomisk støtte og holde sig opdateret på udviklingen i deres igangværende sager.

For at sikre en god og brugervenlig løsning, inviterer vi løbende i udviklingsforløbet kommunale sagsbehandlere og borgere ind for at teste løsningen.

En brugervenlighedstest forløber således, at testdeltagerne bliver stillet en række opgaver, som de skal forsøge at løse i KY. Undervejs fortæller de, hvad de oplever, hvilke tanker de gør sig i forhold til løsning af opgaven og opbygningen af KY. Disse input er vigtige, for at udviklerne kan arbejde videre med løsningen, så kommunerne i sidste ende får den bedste løsning.

Sagsbehandlere: Det kan kun gå for langsomt med at komme i gang

For nylig blev der holdt brugervenlighedstest af KY, hvor seks borgere deltog i testen af selvbetjeningsløsningen og seks sagsbehandlere i test af fagsystemet – nærmere bestemt modulet til at beregne og behandle ledighedsydelse.

Deltagerne tog godt imod KY og var overordnet meget positive over den løsning, de blev præsenteret for. Blandt deltagerne var sagsbehandler Anja Lykke Damkjær Hansen fra Center for beskæftigelse i Vallensbæk Kommune. Efter testen spurgte vi Anja til hendes umiddelbare vurdering af KY:

”Nu hvor jeg har set KY, glæder jeg mig endnu mere til at komme i gang med at bruge det. I dag bruger vi så meget tid på at klikke rundt i forskellige systemer, så det er virkelig rart, at det hele nu bliver samlet et sted”

”Det er nemt og hurtigt at få et overblik over en borger, og så er det rart at kigge på. Det er jo mange timer, vi sidder foran en skærm hver dag – så det visuelle betyder meget” siger Anja og tilføjer:

”Det kan kun gå for langsomt med at komme i gang med KY. Nu har vi efterhånden ventet længe, men det bliver mere virkeligt, efter det jeg har set i dag”, siger hun med et smil på læben.

Trine Andersen, sagsbehandler i Hjørring Kommune, glæder sig ligeledes til at komme i gang med at bruge KY:

”Jeg tror, at det bliver kanon godt, når man lærer det at kende. Det er nemt at anvende, og jeg glæder mig helt vildt – det ved jeg også mine kollegaer gør. Vi har længe set frem til at komme i gang med KY.”

Borgere: Overskueligt og brugervenligt

Som med alle andre løsninger i dag er selvbetjeningsløsningen udviklet, så den kan anvendes på tablet, mobil og pc. Derfor blev løsningen både testet på mobil og pc.

Blandt de seks borgere, som deltog i testen, var der overordnet stor tilfredshed med selvbetjeningsløsningen på begge devices. De fik hurtigt løst opgaverne og beskrev løsningen som meget overskuelig, let at anvende og gav på den baggrund brugervenligheden høje karakter.

Gode input til videreudvikling

Som forventet med en brugervenlighedstest, gav testdeltagerne også udviklingsteamet lidt at arbejde videre med. Blandt andet skal der laves flere fold-ud-menuer i selvbetjeningsløsningen, mens ikoner skulle gøres større, og tekster finjusteres i fagsystemet. Alle input som projektteamet nu arbejder videre med.

Heldigvis var alle testdeltagere meget positive over KY, og konklusionen på dagene blev derfor, at vi er på rette vej med udviklingen.

Tak til alle deltagere, der har stillet deres ekspertise til rådighed. Næste runde brugervenlighedstest bliver afholdt i slutningen af 2018.